Susse Wold og Bent Mejding tilbage på scenen i Kærestebreve


Kærestebreve (Love Letters) af A.R. Gurney handler om to mennesker, som fra deres tidlige ungdom
forelsker sig dybt i hinanden – men skæbnen vil det anderledes.
I deres ungdommelige kejtethed lader de deres følelser udtrykke sig i en brevveksling,
som udvikler sig til en livslang, intens korrespondance.
Og selv om brevene udgør et stærkt og ubrydeligt bånd imellem dem,
er de alligevel med til at forhindre en mere intim kontakt.
Deres veje skilles – de gennemlever andre ægteskaber – men fortsætter med at skrive til hinanden – livet igennem.
To elskende, som aldrig rigtigt fandt melodien sammen – men som alligevel oplevede en kærlighed,
der var større og stærkere end mange mennesker får lov til at opleve den i deres liv.

Susse Wold og Bent Mejding har ikke spillet sammen de sidste 10 år – siden de sidst spillede Kærestebreve.

Dengang skrev pressen:

Susse og Bent ophøjer Kærestebreve til brillant teaterkunst. Når vi ser jer, føler vi, at det er livet, vi oplever.
Elsker vi jer? Det er ikke for meget sagt. - Berlingske Tidende

Susse Wold og Bent Mejding er sublime (…) det bedste disse to superspillere nogensinde har begået
sammen på en scene. - Børsen

Susse Wold og Bent Mejding gør teksten eviggyldig. - BT

En lille perle i stilsikker udførelse. Underholdende, men ikke underlødigt, tankevækkende, men langtfra tungt. - Politiken

IscenesættelseBENT MEJDING
ScenografiERIK BUCH
KostumerBIRGIT LINDBLAD
OversættelseBENT MEJDING