Spøgelset i operaen

Når man træder ind gennem Det Ny Teaters svingdøre, synes det helt oplagt, at det netop er på dette teater, at 'The Phantom of the Opera' får sin danske førsteopførelse. Teatrets smukke foyer, den store, svungne trappe, dets guld, prismer, røde plys og figurer er det tætteste, man her i landet kommer på en kopi af Pariseroperaens ekstravagante og splendide bygningskompleks, og det er netop samme operahus, der sætter rammen for Andrew Lloyd Webbers musical.

I 'Phantom of the Opera' er man på færde overalt i huset - på scenen, i skuespillergarderoberne og prøvesalene, på taget, i direktionslokalerne samt i de mørke kældre og ved den underjordiske sø, hvor spøgelset har sit domicil. Musicalen er teater i teatret, men dertil naturligvis en kærlighedshistorie, et drama, en tragedie. Teatrets verden har i århundreder fascineret mangfoldige skribenter, og det er også i dette forhold, man skal finde oprindelsen til den forestilling, De ser i dag. I 1911 udkom franskmanden Gaston Leroux's roman 'Le Fantôme de l'Opera' i Paris. Også Laroux var optaget af teaterlabyrinten, de mange, lange gange, intrigerne, de uhyggelige og fjerne afdelinger under gadeplan og hele det mægtige operahus' fantastiske organisme, som aldrig helt falder til ro. Men først og fremmest ville Leroux fortælle historien om Erik, Spøgelset i Operaen. En skræmmende mørk skikkelse. Rigt facetteret. Et menneske, der fra fødslen var skamferet af et grusomt, åbent og uheleligt sår i ansigtet, som manden derfor dækker med en maske. Som ung blev Erik udstillet med sit brutale handikap på torve og markedspladser, før han blev hofnar hos Sultanen af Persien og paladsbygger, indtil han ender som arkitekt og komponist på Pariseroperaen med bolig dybt nede i de utilgængelige katakomber under huset. En stor kunstner, men et stækket menneske, der forelsker sig ud over al forstand i én af teatrets unge korpiger, Christine Daaé, som han med alle tænkelige og frygtindgydende midler vil gøre til husets førende primadonna.

Gaston Leroux skrev sit romantiske melodrama, som om det byggede på virkelige hændelser. Det var naturligvis ikke tilfældet, men forfatterens deskriptive evner, hans nøjagtige gengivelser af fakta og sans for dramaet fejlede bestemt ikke noget. I 1896 styrtede f.eks. teaterrummets kolossale lysekrone ned fra loftet, men dræbte mirakuløst kun en tilskuer. Denne episode benytter Leroux med stor effekt i sin roman - og Lloyd Webber i sin musical. 'Le Fantôme de l'Opera' blev bragt som føljeton i store dagblade i Frankrig, England og USA, mens bogversionen aldrig rigtigt slog an. Romanen skulle alligevel senere blive udgangspunkt for en hel stribe filmmanuskripter, for flere dramatiseringer og for Andrew Lloyd Webbers musical. Leroux lader sin roman udspille sig i 1880-erne, kort efter at Pariseroperaen var blevet åbnet i 1875. Det var 'La Belle Epoque', hvor Paris var blevet sig selv ovenpå det forsmædelige krigsnederlag til Prøjsen og nu fremstod som verdens forlystelseshovedstad. Kulturlivet blomstrede som vel aldrig før eller siden. De, der havde råd, svælgede i elegance og vellevned. Alt kunne lade sig gøre, hvis man altså lige var på den grønne gren. De, der ikke sad på grenen, levede i armod og måtte dukke sig for den nye tid. Her, midt i byen, lå nu som et fantastisk eksempel på franskmændendes nye selvbevidsthed, Charles Garniers operahus, som den dag i dag er verdens største. En oplagt adresse for eventyr og mystik, som det sene 19. århundredes Frankrig var dybt optaget af. Det gjaldt også Gaston Leroux. Han voksede op i et velhavende hjem i Normandiet. Allerede i skoletiden skrev han digte, men faderen forventede andet og mere af sin søn, som derfor tog en juridisk embedseksamen. Den fik han ikke megen brug for. Faderen døde i 1889, og den millionformue, som Leroux arvede, blev brugt på et halvt år på spil, druk og tvivlsomme forretninger.


Gaston Leroux var en umanerlig glad levemand. Han elskede god mad, champagne og et livligt selskab. Og han skabte sig efterhånden et rigtigt godt navn som teaterkritiker og retsreporter på flere franske aviser. Han skrev indædt om sin modstand mod dødsstraffen og rejste verden tyndt. Eventyret lå ham aldrig fjernt, men i 1907 besluttede han sig for en tilværelse som fuldtidsforfatter. Leroux var umådeligt produktiv og skrev 60 romaner. Det er dog kun krimien 'Mysteriet i det gule værelse' og 'Fantomet i Operaen', som er blevet stående efter forfatterens død i 1927. Og spøgelseshistorien havde måske været helt glemt i dag, hvis ikke det var for den fremragende, amerikanske stumfilmskuespiller Lon Chaney, Senior.

I 1922 var Universal-filmselskabernes direktør, Carl Laemmle, på tur i Europa. I Paris mødte han Gaston Leroux, der også i en periode var stærkt involveret i det fremstormende filmmedie. Leroux forærede den amerikanske filmmand sin roman om Operaspøgelset, og Laemmle blev angiveligt så optaget af bogen, at han slet ikke sov den følgende nat. Det blev hurtigt bestemt, at Universal ville indspille 'The Phantom of the Opera', og man valgte Lon Chaney, der på samme tid indspillede 'Klokkeren fra Notre Dame' til titelrollen. Han havde allerede et formidabelt ry som 'Manden med de 1000 ansigter', og i 'The Phantom of the Opera' lagde han nye alen til sin status som en enestående maskemager.

Filmselskabet sparede sig ingen anstrengelser. I Hollywood byggede man en næsten tro og enorm kopi af Pariseroperaen, som gæster i Universalstudierne fortsat kan se i dag. Efter mange besværligheder og trakasserier blev der kaldt til premiere i San Francisco i april 1925, og filmen blev straks en sensation. Den regnes i dag som én af de helt klassiske monsterfilm ved siden af 'Dracula' og 'Frankenstein'. Det var ikke mindst Lon Chaneys præstation, der vakte opsigt. Hans make-up og spillestil var uforlignelig for tiden. Han udtrykte samtidig både en voldsom lidenskab og en stor sorg over sin skæbne, og det er og var en cocktail, der griber tilskuerne. Biograferne havde lugtesalt stående fremme, for publikum besvimede på stribe over spøgelsets skrækkelige fremtoning og historie.

Desværre for kunstværkets fremtid var stumfilmens dage ved at være talte, og et forsøg på at sætte lyd til filmen i 1930 lykkedes kun delvist. Derfor må den tavse film anbefales, hvis man skal opleve Lon Chaneys helt særlige magi. Filmindustrien er et glimrende eksempel på, at det kun yderst sjældent er en god idé at gentage en succes. Det gjaldt også 'The Phantom of the Opera' fra 1943. Amerikanerne skabte nu, 18 år senere og under krigstidens restriktioner, en endnu friere gendigtning af Leroux's roman. Der var mere opera end spøgelse - og meget lidt skræk - over resultatet, hvor Claude Raines spillede operafantomet overfor tidens store filmflødebollesanger Nelson Eddy.


I 1962 var den briternes tur. Hammer Films indspillede sin version af historien med Herbert Lom som spøgelset, der nu huserede i England. En spansk udgave er det også blevet til, og i 1974 skabte Brian de Palma sin helt personlige fortolkning, som med titlen 'The Phantom of the Paradise' blev en pop-rockfilm.


Seere vil måske også huske TV-udgaven med Maximilian Schell som spøgelset overfor Jane Seymour og Michael York, og selv om der efterhånden var langt til Gaston Lerouxs univers, var det fortsat fascinationen af beretningen om den unge, uskyldige kvindes møde med den dæmoniske tusindkunstner, der trak. Den britiske komponist og teatermand Andrew Lloyd Webber ringede en dag i begyndelsen af 1980erne til sin gode ven, teaterproducenten Cameron Macintosh. Macintosh lå i badet, men Lloyd Webber ville alligevel gerne høre vennens reaktion på et forslag om at genskabe 'The Phantom of the Opera' som musikforestilling. Andrew Lloyd Webber havde længe drømt om at skrive en stor, romantisk musical. Materialet hertil fandt han i Gaston Leroux' roman.

Skæbnen ville, at Andrew Lloyd Webber en dag faldt over et eksemplar af Leroux' bog i en antikvarboghandel i New York, og det satte ekstra kraft i hans planer. Andrew Lloyd Webber var ikke den første, der forsøgte sig som musicalkomponist på emnet. Der forelå allerede flere, fortrinsvis amerikanske udgaver, og flere skulle komme til. I begyndelsen af 80-erne gik 'The Phantom of the Opera' i en dramatiseret musicaludgave af romanen på Theatre Royal i London, tilsat musik af Verdi, Gounod og Offenbach, og det var oprindelig en anmeldelse af denne opsætning, der satte Andrew Lloyd Webber i gang.

Cameron Macintosh bakkede op om komponistens idé, der i første omgang gik ud på at lave en parafrase over hele skrækgenren. Gaston Leroux bruger komponisten Charles Gounods opera 'Faust' som den bærende, musikalske ramme i beretningen fra operahuset, og Andrew Lloyd Webber ville også bruge kendt operamusik og sætte det sammen til en mosaik. Men jo længere, han kom ned i stoffet, jo mere blev han klar over, at historien fortjente sine helt egne toner, som også stilmæssigt blev det tætteste, komponisten endnu havde nærmet sig operagenren. I New York mødte Andrew Lloyd Webber den verdensberømte, amerikanske musicalinstruktør Hal Prince. En erfaren teatermand med mange tidligere successer bag sig, og som tændte umiddelbart på den romantiske historie. Hal Prince sagde på stedet 'ja, tak' til opgaven, der i første omgang skulle forløses i London. Mens Andrew Lloyd Webber knoklede med nodepapirerne, begyndte forfatteren Richard Stilgoe, som komponisten kendte fra 'Starlight Express', at skrive sangtekster. Siden hyrede man den unge, talentfulde skribent Charles Hart som den centrale tekstforfatter, og scenografen Maria Björnson var nu også med på projektet, hvortil hun skabte den spektakulær dekoration, der også danner grundlaget for den scenografi, De i dag oplever på Det Ny Teater.

Vanen tro præsenterede Andrew Lloyd Webber i sommeren 1985 første akt af sin nye musical på sit landsted i Sydmonton. Begejstringen blandt de fremmødte var enorm, og Lloyd Webber fik også produceret en cd med forestillingens titelmelodi, som også straks blev et hit. Selv om komponisten tog sig en del friheder, kom den nye musical alligevel til at ligge tættere på Gaston Leroux' oprindelige tekst end nogle af de foregående versioner. Den store, romantiske historie var det bærende element.

Den 18. august 1986 samledes holdet bag urproduktionen af 'The Phantom of the Opera' første gang i Soho i London. Adressen var Her Majesty's Theatre, der med sin senvictorianske arkitektur og intakte træmaskineri på scenen var den helt ideelle ramme for spøgelseshistorien.

Forventningerne var store forud for premieren på 'The Phantom of the Opera', og de blev ikke skuffede. Premieren den 9. oktober 1986 var en stor London-begivenhed, og anmeldere og publikum var begejstrerede. Knapt 16 måneder senere, den 26. januar 1988, gik tæppet for den første amerikanske opsætning på Majestic Theatre i West 44th. Street på Manhattan i New York.

En moderne klassiker var født, og musicalen er siden sat op - i nøje overensstemmelse med ur-versionen - i 17 lande. The Phantom of the Opera er set af mere end 60 millioner publikummer og har omsat for mere end 21 mia. kroner - ikke overgået af nogen anden teater- eller filmproduktion. Produktionen har vundet mere end 50 internationale priser, blandt andet 2 Olivier Awards, 7 Tony Awards, 7 Drama Desk Awards og 4 Outer Circle Critic Awards. Produktionens indspilninger har solgt mere end 25 millioner eksemplarer.

Det fortælles, at Gaston Leroux nåede at se Lon Chaney på filmlærredet kort før sin død. Leroux skal have været glad for omplantningen af dramaet i operaen til filmlærredet. Der var vitaminer i romanen, som gjorde afsættet til et andet medie muligt, og Andrew Lloyd Webber fandt 75 år efter bogens udgivelse endnu mere saft og kraft i denne særprægede version om Skønheden og Udyret, som nu også det danske publikum får lejlighed til at fryde sig (og måske gyse) over.

Peter Thygesen, 

kulturreporter, Politiken.