Scener og Sange

 1. AKT

 

Scene 1: New Yorks Kommunale Børnehjem 1933 - Pigeafdelingen

MÅSKE
Annie

DET' ET RAKKERLIV
Annie og pigerne

Scene 2: Et slumkvarter i New York

I MORGEN
Annie

Scene 3: Hooverville

DET' DIG, VI TAKKER, HERBERT HOOVER
Ensemblet

Scene 4: Miss Hannigans kontor på børnehjemmet

SMÅ SMÅ PIGER
Miss Hannigan

Scene 5: Dagligstuen i Warbucks hjem

JEG TROR BESTEMT JEG FÅR DET RART
Grace, Annie, tjenerstaben

Scene 6: New Yorks gader

ÅH, NEW YORK
Warbucks, Grace, Annie, ensemblet

Scene 7: Miss Hannigans kontor på børnehjemmet

EASY STREET
Miss Hannigan, Rooster, Lily

Scene 8: Warbucks kontor

SÅ ER DU IKKE FORÆLDRELØS MER'
Grace, Drake, Annie, Warbucks, tjenestestabel

 

2. AKT

 

Scene 1: NBC's radiostudie

SMIL!
Bert Healy, Boylan Sisters

Scene 2: Miss Hannigans kontor på børnehjemmet

SMIL! Reprise
Molly, Pepper, Kate, Duffy, Tessie, July

EASY STREET, Reprise
Rooster, Lily, Miss Hannigan

Scene 3: Regeringens mødeværelse i Det Hvide Hus i Washington

KABINET I MORGEN
Annie, ministrene, Roosevelt, Warbucks

Scene 4: I Warbucks hjem

JEG MANGLEDE NOGET
Warbucks

Scene 5: I Warbucks hjem

NU HAR JEG BARE BRUG FOR DIG
Warbucks, Annie

ANNIE
Ensemblet

Scene 6: Samme sted, tidligt næste morgen - julemorgen

MÅSKE, Reprise
Annie

ET NYT HÅB MED JULEN
Warbucks, Grace, Roosevelt, Annie, pigerne, ensemblet

Synopsis til Annie

1. Akt 


Klokken er 3 en kølig nat i december, 1933. Seks forældreløse børn sover i sovesalen i pigernes afdeling af The New York City Municipal Orphanage. Børnene er Molly, som er 6; Kate, som er 7; Tessie, tudehovedet, som er 10; Pepper, den skrappeste, som er 12; Julie, den mest stille, der er 13, og Duffy, den største, som også er 13. Molly er ved at vågne fra en drøm og kalder på sin mor. De andre børn vågner op og begynder at skændes. Annie, som er 11, kommer løbende ind med en spand. Hun har været ved at gøre rent, fordi hun er blevet straffet af Miss Hannigan, børnehjemmets ondskabsfulde leder. Annie trøster Molly, som beder hende læse den besked op som Annies forældre efterlod, da de forlod hende. Pepper minder gruppen om, at de også efterlod Annie en halv sølvmedaljon og selv beholdt den anden halvdel med løfte om at komme og hente hende igen. Annie holder om Molly og synger om de forældre hun forestiller sig, men aldrig har kendt ("Måske").


Tanken om forældrene inspirerer Annie til at løbe væk fra børnehjemmet for at lede efter dem. Hun pakker en taske og er klar til at tage af sted, da Miss Hannigan opdager hende. Miss Hannigan sætter alle børnene til at skrubbe gulve og skifte sengetøj for at straffe dem for Annies dårlige opførsel. Deres beklagelser over at klokken er 4 om natten falder for døve øren. Medens de gør rent, beklager børnene sig over deres vanskelige forhold ("Det' et rakkerliv!").

Om morgenen, da Bundles McCloskey fra vaskeriet kommer for at hente snavsetøj fra børnehjemmet, benytter børnene sig af at han flirter med Miss Hannigan til at snige Annie ud af bygningen i en sæk med vasketøj. Da Miss Hannigan opdager, at Annie er stukket af, ringer hun til politiet, medens børnene jubler.

Annie befinder sig i en gade med beboelsesejendomme på begge sider, da hun møder et "gadekryds", som bliver jagtet af hundefangerne. Hun redder hunden og synger "I morgen", idet hun udtrykker sin opfattelse af, at både hun selv og hunden er nødt til at tro på, at alt vil blive bedre for dem i fremtiden. Da en politibetjent beder hende om bevis på, at hunden er hendes, døber hun den øjeblikkeligt Sandy og kalder den derefter til sig. Mirakuløst adlyder den, og fra da af hører de to sammen.

Annie støder på en papkasseby befolket af hjemløse under en bro over East River. Beboerne i den midlertidige by har mistet deres hjem og deres formuer i det økonomiske uføre, der har ramt Amerika. De er i færd med at lave mad over et udendørs ildsted og synger om deres sørgelige omstændigheder, som de giver tidligere præsident Herbert Hoover skylden for ("Det' dig vi takker"). Gruppen er venlige over for Annie og Sandy og tilbyder dem mad. En politibetjent splitter mængden ad og driver de hjemløse væk fra deres midlertidige boliger. Annie og Sandy løber bort.


Tilbage på børnehjemmet pines og plages Miss Hannigan af børnene. Hun udtrykker sin afsky over sit lod i livet som vogter af "Små-små pi'r". Hun har netop sat sig til rette for at nyde en radio-føljeton, da en politibetjent kommer tilbage med Annie. Medens Miss Hannigan truer Annie, kommer Grace Farrell, en køn, velklædt ung kvinde, ind med en mappe. Hun er privatsekretær for den excentriske rigmand Oliver Warbucks, som ønsker at invitere et forældreløst barn til sit hjem for at holde jul. Annie taler godt for sig, men Miss Hannigan gør alt hvad der står i hendes magt for at miskreditere Annie og hævder endog, at barnet både er drikfældigt og løgner. Grace bliver øjeblikkeligt tiltrukket af Annie og er fast besluttet på at bringe hende med til Warbucks' palæ. Hun forlanger, at Miss Hannigan underskriver de nødvendige papirer, og ledsager Annie ud til en ventende limousine.

Grace bringer Annie til Mr. Warbucks' palæ og introducerer hende til tjenestefolkene. Annie er betuttet over sine nye omgivelser, og personalet får hende til at føle sig fuldstændig velkommen ("Jeg' sikker på jeg får det rart."). Oliver Warbucks ankommer. Han er en magtfuld skikkelse i landet og en afgørende aktør i den aktuelle økonomiske krise. Han tænker sjældent på andet end forretning og bliver overrumplet ved at se Annie i sit hjem. Han havde forventet, at den forældreløse var en dreng, og er i vildrede ved udsigten til at skulle have med en lille pige at gøre. Alligevel føler han næsten øjeblikkeligt en dyb tilknytning til Annies gå-på-mod og væremåde, der minder ham om hans egen ydmyge start. I modsætning til sin sædvanlige adfærd beslutter han sig for at tage en friaften. Warbucks ledsager Annie til at se en film i Roxy, giver hende en ice cream soda og en tur i hestevogn rundt i Central Park.

Efterhånden som hun bliver vist rundt i New York af Warbucks og Grace, ser Annie byen på en helt ny måde ("Åh New York"). Da aftenen er ved at være slut, er Annie udmattet, og Warbucks bærer hende hjem. Da de forlader Times Square, kommer den trofaste Sandy frem og strejfer ynkeligt rundt, medens den leder efter Annie.

Grace akommer til børnehjemmet for at fortælle Miss Hannigan, at Oliver Warbucks ønsker at adoptere Annie. Hun er på vej ud, netop da Miss Hannigans bror Rooster ankommer med sin veninde Lily. Rooster er kommet for at låne penge af sin søster. Da Miss Hannigan afslår, minder han hende om deres mors godnatsang ("Easy Street")). Medens de begræder deres egne onde skæbner, fortæller Miss Hannigan nyheden om Annies forestående adoption af Warbucks.

Warbucks taler i telefon med den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt. En pakke fra Tiffany & Co. ankommer med en sølvmedaljon til Annie. Warbucks fortæller hende, at han ønsker at adoptere hende, og han giver hende medaljonen. I stedet for det lykkelige svar han forestillede sig, begynder Annie at græde. Da han hører om hendes drøm om at finde sine forældre og hemmeligheden om den halve medaljon hun har gemt på så længe, tilsidesætter han sine egne følelser og beordrer en grundig eftersøgning efter Annies forældre ("Ikke forældreløs mer'").  Første akt ender med Annies optimistiske reprise af "I morgen". Warbucks sørger over sit tab, men er fast besluttet på at finde Annies rigtige forældre.

 

2. Akt


Annie og Warbucks er gæster på det populære Bert Healy radioshow. De kommer med en opfordring til Annies forældre om at melde sig, og Warbucks udsætter en dusør på $50.000 til enhver, der kan bevise, at de er hendes mor og far. Radioshowet slutter med at skuespillerne i showet synger "Du' aldrig rigtig påklædt ud'n et smil!". 

De forældreløse børn på børnehjemmet lytter til Bert Healys radioshow og synger deres egen version af "Du' aldrig rigtig påklædt ud'n et smil!". Miss Hannigan raser over Annies medgang og sender børnene ud af værelset. Rooster og Lily ankommer, forklædt som Ralph og Shirley Mudge, der hævder at være Annies forældre. De afslører over for Miss Hannigan hvem de er, og fortæller hende om deres plan om at gøre krav på Annie og dusøren på $50.000. Når de har fået pengene, planlægger de at skille sig af med Annie og leve et liv i luksus. ("Easy Street - reprise")

Præsident Roosevelt og medlemmer af hans kabinet lytter til en populær radiokommentator, der angriber præsidentens politik. Warbucks og Annie ankommer til Det Hvide Hus. Idet Warbucks og regeringsembedsmændene diskuterer de deprimerende forhold i den økonomiske situation (strejker, opstande, oversvømmelser, storme og kriminalitet), imødegår Annie dem ved at synge "I morgen". Præsidenten reagerer på hendes synspunkt med entusiasme og får kabinetsmedlemmerne til at synge med. Da Warbucks og Annie hører nyheden om, at hundredvis af mennesker der hævder at være Annies forældre har omringet Warbucks' palæ, vender de straks tilbage til New York. Inspireret af Annies optimisme udtænker kabinetsmedlemmerne og præsidenten New Deal.

I palæet opdager Annie og Warbucks, at Grace allerede både har interviewet vrimlen af mennesker der hævdede at de var Annies forældre og sendt dem bort - ingen nævnede noget om en medaljon. Ophavsmanden til Annies medaljon har også meldt tilbage, at køberne af medaljonen ikke kan spores. Det ser ud som om Annies søgen ikke kan få en lykkelig udgang. Warbucks forsøger at trøste hende, idet han giver udtryk for sine egne følelser for Annie og hendes betydning i hans liv ("Jeg manglede noget").

Warbucks' planer om at adoptere Annie sættes i gang sammen med forberedelser til det selskab der skal fejre adoptionen. Annie og Warbucks udtrykker deres glæde over tanken om at blive far og datter ("Bare brug for dig"). Alle i palæet bliver involveret i forberedelserne til festlighederne. Medens de klæder Annie på og pynter op i palæet, roser de Annie i høje toner i "Annie". Netop som højesteretsdommer Brandeis skal til at erklære adoptionen fuldgyldig, ankommer Rooster og Lily forklædt som Ralph og Shirley Mudge med den anden halvdel af Annies medaljon.


Uden andre steder at flygte hen vender Elphaba tilbage til Troldmandens palads for at befri resten af de bevingede aber. Troldmanden forsøger at genvinde hendes gunst ved at indvillige i at befri aberne (”Underskøn”). Da Elphaba opdager den nu stumme Doktor Dillamond blandt aberne, afviser hun hans tilbud og forsøger at undslippe, men løber ind i Fiyero, der nu er kaptajn for vagterne. Glinda kommer farende og ser Fiyero løbe bort med Elphaba, og hun er modfalden over at hun er blevet forrådt af dem der stod hende nærmest. Troldmanden tilbyder hende noget at drikke fra en lille grøn flaske ”Det dulmer smerten”. Glinda afviser flasken og synger (”Det’ ikke mig” – reprise). Glinda, der er såret og rasende over Elphabas forræderi, foreslår Madame Morrible at sprede et rygte om at Nessarose er i fare, en stensikker måde at få Elphaba til at vende tilbage på. Madame Morrible indvilliger, men beslutter – støttet af Troldmanden og uden at Glinda ved det – at et rygte ikke vil være tilstrækkeligt, og skaber i stedet ”et vejrskifte”, en skypumpe, for rent faktisk at bringe Nessarose i fare.


I en mørk skov giver Fiyero og Elphaba udtryk for deres gensidige kærlighed (”Så længe du er min”), men bliver afbrudt, da Elphaba fornemmer at hendes søster er i fare. Hun flyver af sted for at hjælpe, men kommer for sent, netop da Dorothys hus er landet på Nessarose og har slået hende ihjel. Elphaba bliver frustreret og konfronterer Glinda med,  at hun har givet Nessaroses sko til Dorothy, og de kommer op at slås. Paladsets vagter ankommer og overfalder Elphaba bagfra, men Fiyero lægger sig imellem og siger til dem, at de skal "lade den grønne pige gå”, og giver derved Elphaba mulighed for at flygte, inden han selv overgiver sig. Vagter fører ham til en afsides majsmark, hvor de torturerer ham, indtil han fortæller dem hvor Elphaba er flygtet hen. På et af Fiyeros slotte forsøger Elphaba at udøve en trolddomskunst for at redde Fiyeros liv, men idet hun tror at hun er mislykkedes, begynder hun at acceptere sit notoriske ry som Ond (”Intet godt kan man gøre”).

 


I mellemtiden forbereder Blikmanden (tidligere Boq) og indbyggerne i Oz en heksejagt, idet de følger Dorothys elskede hund Toto (”Vi må kæmpe mod ondskab”). Boq hævder, at Elphaba forvandlede ham til Blikmanden som en ond gerning, medens løveungen som Elphaba og Fiyero befriede ved Shiz også er til stede i forsamlingen og viser sig at være den Feje Løve. Elphaba får skylden for dens fejhed, for ”hvis hun havde ladet den kæmpe sine egne kampe da den var ung, ville den ikke være fej i dag”. Da Glinda ser heksejagten, bliver hun klar over, at Madame Morrible stod bag Nessaroses død. Den gale troldkvinde-pressesekretær minder Glinda om, at det var hvad hun selv ønskede først og fremmest, og beder hende ”smile, vinke og klappe i!"

Glinda rejser til Elphaba og Fiyeros slot for at overtale hende til at lade Dorothy gå, ”Hold nu op, det er bare et par SKO!”, men Elphaba nægter. Chistery kommer ind med et brev, Elphaba læser det for sig selv og udbryder ”Vi har set ham for sidste gang!” (Fiyero). Elphaba får Glinda til at love, at hun aldrig vil forsøge at rense hendes navn, men overtage ansvaret for Oz, og med ordene ”Nu er det op til dig” giver hun Glinda Grimmerie-bogen. Glinda indvilliger, og de to bekræfter et sandt venskab (”Jeg har forandret mig”). Da hoben ankommer til slottet, siger Elphaba til Glinda at hun skal gemme sig, og hun trækker et tæppe for scenen. Glinda trykker Grimmerie-bogen ind til sig og ser hjælpeløst til, da Dorothy kaster en spand vand på Elphaba og tilsyneladende smelter hende. Alt Glinda har tilbage er Elphabas spidse hat og en lille grøn flaske.

 


Glinda stormer ind i Troldmandens palads og viser ham den grønne flaske ”Jeg har kun set én ligesådan, og det var i dette værelse!”, udbryder hun, og det afsløres, at Troldmanden rent faktisk er Elphabas fader efter den affære, han havde med Melena. Glinda beordrer Troldmanden til at forlade Oz ”Gå så og gør din ballon klar”, og sender Morrible i fængsel, idet vi vender tilbage til forestillingens første scenebillede. Glinda taler til befolkningen i Oz og bekendtgør, at hun gerne vil være ”Glinda den Gode” og omdanne regeringen. I mellemtiden vender Dorothys ledsager Fugleskræmslet tilbage til slottet, åbner en faldlem og afslører, at Elphaba er i live. Fugleskræmslet afsløres som Fiyero, der er forvandlet gennem Elphabas fortryllelse. De har simuleret Elphabas død, hvilket må hemmeligholdes selv for Glinda for at beskytte hende. Idet Glinda sørger over sin venindes død, og indbyggerne i Oz fejrer det, forlader Elphaba og Fiyero Oz for altid for at begynde et nyt liv.

 


2. Akt

 

Nogen tid er gået, og Elphabas bedrifter har gjort hende fortjent til tilnavnet Vestens Ondeste Heks (”Alle hader ondskab” – reprise). Glinda og Madame Morrible holder en pressekonference for at offentliggøre Glindas overraskende forlovelse med Fiyero, og for at mindes historien om hvordan Glinda fik tilnavnet ”Glinda den Gode”. Glinda ved at hun burde være lykkelig over alt det hun har, men hun tøver da hun synger om hvor lykkelig hun er ”skønt jeg må indrømme at det er blot en lillebitte smule anderledes end jeg forudså…” (”Fantastisk!”).


I mellemtiden ankommer Elphaba til Guvernørens residens i Munchkinland, hvor hun søger tilflugt og vil bede Frex om hjælp. Nessarose, der nu er Guvernør af Munchkinland, afslører imidlertid at han ”døde af skam” over Elphabas gerninger i Smaragd-byen (og antyder dermed, at han kan have begået selvmord). Nessarose nægter at hjælpe med at skjule hende og bebrejder Elphaba, at hun ikke har brugt sin magi på at hjælpe Nessarose til at overvinde sit handicap. Elphaba forhekser nu Nessaroses juvelbesatte sko, så de begynder at lyse og gør hende i stand til at gå. Nessarose tilkalder straks Boq for at vise ham, at hun kan gå. Da han ser dette, går han ud fra, at hun ikke vil have noget imod at han forsvinder, eftersom hun ikke længere har brug for ham. Han afslører at der bliver holdt et bal for at fejre Glinda og Fiyeros forlovelse, og at han må af sted for at ”vise hende min kærlighed”. Nessarose bliver rasende og udtaler en fortryllelse fra Grimmerie over Boq, men hun udtaler den forkert og får i stedet hans hjerte til at krympe. Elphaba redder Boq ved at forvandle ham til en Blikmand (”Den onde heks her fra Øst”) – forfærdet skyder Nessarose skylden på Elphaba.


De har også Annies fødselsattest, som Miss Hannigan har givet dem. De meddeler deres hensigt om at tage Annie med hjem for at bo hos dem i New Jersey på en grisefarm. Warbucks overtaler dem til at lade Annie tilbringe julen hos ham i palæet. Så kan Mr. og Mrs. Mudge hente hende dagen efter. Det indvilliger de i og forlader palæet. Alle drikker Annie Mudges skål. Da Grace ledsager Annie ovenpå, kommer hun i tanker om at have set Mr. Mudge en gang tidligere. Warbucks ringer til præsidenten for at bede om en tjeneste.

Næste morgen venter Annie frygtsomt på at blive hentet af Mr. og Mrs. Mudge. Præsidenten ankommer med den nyhed, at FBI har analyseret håndskriften i den besked som Annies forældre efterlod hende med, for at efterspore deres identiteter. Denne efterforskning afslører, at hendes sande forældre hed David og Margaret Bennett, og at de er døde. Mr. og Mrs. Mudge er bedragere. Annie og Warbucks indser, at alene Miss Hannigan kan have givet Mr. og Mrs. Mudge medaljonen og fødselsattesten. Miss Hannigan ankommer med de forældreløse børn for at holde jul. Da Mr. og Mrs. Mudge ankommer for at hente Annie, afslører endnu en meddelelse fra FBI, at deres sande identiteter er Rooster og Lily. Miss Hannigan forsøger at redde sig selv ved at foregive ikke at have nogen forbindelse til dem, og hun begynder at synge for på julesalmerne sammen med børnene. De bliver alle tre smidt i fængsel, og Annie præsenterer børnene for Warbucks. Hun lover, at de vil få et meget bedre liv i fremtiden, og alle synger med på "A New Deal For Christmas". En meget stor pakke ankommer til Annie. Da hun åbner den, springer Sandy op i favnen på hende.

 


Efter en dag med sightseeing i Smaragd-byen (”Her er skønt”) møder Elphaba og Glinda Troldmanden. Han afslører øjeblikkeligt sit sande jeg for dem og tilbyder Elphaba at slutte sig til ham som hans personlige assistent (”Jeg er jo ret sentimental”). Som en test af hendes magiske evner beder han hende give hans Abetjener Chistery evnen til at flyve, idet hun skal benytte Grimmerie, en ældgammel trolddomsbog. Elphaba demonstrerer sit medfødte talent, og det lykkes hende at give Chistery vinger. Troldmanden afslører et helt bur fuldt af aber, som nu også har vinger på grund af Elphabas trolddom, og han bemærker, at de vil egne sig godt til at spionere efter undergravende dyreaktiviteter. Da Elphaba nu indser, at hun er blevet udnyttet, og at Troldmanden slet ikke er en troldmand med egen magisk kraft, stikker hun af med Grimmerie-bogen og forfølges af slottets vagter.


Elphaba og Glinda løber ind i paladsets højeste tårn, hvor de bliver vidner til, at Morrible, der nu er blevet Troldmandens pressesekretær, bekendtgør for hele Oz, at Elphaba er en ”Ond Heks”, som man ikke kan have tillid til. Elphaba forhekser et kosteskaft til at svæve i luften og forsøger at overtale Glinda til at tilslutte sig hendes sag, men Glinda nægter. Elphaba forlader den eneste ven hun nogensinde har haft og stiger til vejrs på kosteskaftet, idet hun sværger at ville bekæmpe Troldmanden med al sin magt (”Mine vinger bær").