Synopsis


AKT I

Det er den 26. juli, 1952. En ung argentinsk studerende, Che, er blandt publikum i en biograf i Buenos Aires, da filmen stoppes af en meddelelse om, at "Eva Perón, nationens åndelige leder, er afgået ved døden.”

Evas begravelse er majestætisk, en kombination af Vatikanets og Hollywoods storslåede overflod (”Requiem”). Der er store folkemængder, prægtigt ceremoniel, klageråb og sørgen. Che er den eneste, der ikke deltager (”Åh, Sikke't Cirkus”). Gennem hele operaen har Che rollen som kommentator og observatør.

Flashback til 1934. En natklub i Junin, Evas hjemby (”Denne Nat Er Så Stjerneklar”). Eva Duarte er blot 15. Hun beder sangeren, der optræder i klubben, Agustin Magaldi, som hun har haft en kort affære med, om at tage hende med til den store by – Buenos Aires. Han tøver, men hun får sin vilje (”Buenos Aires”).

Da Eva først er kommet til Buenos Aires, skiller hun sig hurtigt af med Magaldi og arbejder sig igennem en række mænd, der hver især hjælper hende endnu et skridt videre op ad stigen mod berømmelse og rigdom (”Tak Og Farvel”). Hun bliver en succesrig model, radiopersonlighed og filmskuespillerinde.

1943. Oberst Juan Perón er en af adskillige militære ledere, der er tæt på Argentinas præsidentembede, der i de senere år har vist sig som et langt fra sikkert job for den der besad det. (”Politik Er Kunst Og Et Djævlespil”).

Ved en velgørenhedskoncert (med Evas gamle ven Magaldi som hovednavn) til fordel for ofrene for et argentinsk jordskælv mødes Eva og Perón. De indser begge, at de hver især har noget den anden ønsker (”Jeg Kunne Virkelig Gavne Dem”). Fra det øjeblik hægter Eva sine ambitioner på politiske stjerner. Hun smider Peróns elskerinde ud af hendes lejlighed (”En Anden Kuffert I En Anden Entré”) og flytter ind i Peróns liv i en grad, der opildner til ekstrem vrede hos to grupper, der skulle forblive hendes fjender indtil døden – Hæren og Aristokratiet (”Peróns Nye Fangst”).

Som den politiske situation bliver mere og mere usikker, er det Eva snarere end Perón selv, som er fast besluttet på, at han skal stile efter den højeste hæder i Argentina – præsidentembedet, understøttet af de arbejdere, hvis støtte hun og Perón længe har dyrket. (”Et Nyt Argentina”)


AKT II

Evas ambition er opfyldt, og på dagen for Peróns indsættelse som præsident (4. juni 1946) giver den enorme folkemængde hende på Casa Rosadas balkon en endnu større hyldest end den der tildeltes Perón – takket være hendes emotionelle og brilliante tale og hendes spektakulære udseende. (”Kald Ikke Mer', Argentina”). Che bemærker og oplever noget af den vold, der aldrig var langt fra Perón.

Che spørger Eva om hende selv og hendes succes, men får ikke noget imponerende svar (”Flyv Højt På Din Drøm”). Evas største bekymring er hendes kommende turné i Europa (”Regnbuenh”) som begynder som et triumftog i Spanien, men senere møder modstand i Italien og Frankrig. England kommer hun aldrig til overhovedet. (”Regnbueturen”).

Da hun vender hjem, beslutter Eva sig for at koncentrere sig alene om argentinske forhold, uden at lade sig afskrække af den fortsatte kritik fra overklassen i Buenos Aires (”Korpigen Synger Ikke Med I Jeres Kor”). Che påpeger, at regimet op til nu har gjort meget lidt, om noget overhovedet for at forbedre vilkårene for dem Eva hævder at repræsentere – arbejderklassen.

Eva søsætter Eva Perón Fonden (”Og En Pengestrøm Rulled' Ind”), som er en kæmpe virksomhed med kaotisk bogføring og af liden praktisk værdi for nationens økonomi, men som hjælper hende stige til nærmest gudindestatus hos nogle af dem, som nyder godt af fonden – herunder børn (”Santa Evita”). Ches skuffelse over Eva er nu total. Han spotter dem der forguder hende, og forsøger en sidste gang at spørge til hendes motivation og den mørkere side af Peróns administration (”Vals For Eva Og Che”). Evas svar er pragmatisk, ”Der vil altid være ondskab til”. Hun er blevet klar over, at hun er syg.

Modstanden mod Eva når nye højder hos militæret, og Che omtaler adskillige af Perón-styrets større fiaskoer og magtmisbrug. Han henleder opmærksomheden på hendes sygdom (”Hun Er En Diamant”). Perón og Eva drøfter den forværrede situation – han er ved at miste grebet om styret, hun er ved at miste sin styrke. Eva nægter at give efter for sygdommen og beslutter sig for at blive vicepræsident (”Terningerne Er Kastet”). Men modstanden mod hende fra hæren er for stor, og hvad værre er: hendes krop svigter hende. Hun ved, at hun er døende, og holder sin sidste radiotale til nationen, hvor hun afviser posten som vicepræsident, en post hun ved hun aldrig ville have fået.
(”Evas Sidste Radiotransmission”).

I Evas sidste timer strømmer billeder, mennesker og begivenheder fra hendes liv gennem hendes hoved, medens nationens sorg ingen grænser kender – for folkemasserne er hun blevet intet mindre end en helgen. Som hendes liv nærmer sig slutningen, spørger hun sig selv, om hun mon ville have været lykkeligere som en ubemærket, almindelig person. Måske ville hendes liv så have været længere (”Lamento”). Che ser samtidig tilbage på hendes korte liv, men antyder anderledes konklusioner.

Men selv i døden nægtes hun ubemærkethed. Så snart hun har udåndet, kommer balsamisterne til for at bevare hendes spinkle legeme ”til evig udstilling”, om end dette aldrig skete. Historien om Eva Peróns ligs eskapader igennem de næste 25 år efter hendes død er næsten lige så bizar som historien om hendes liv.