Victor Hugo

Victor Hugos enormt succesrige karriere spændte over det meste af den 19. århundrede og omfat­tede såvel Romantikken som Realismen. Både som en stor digter, romanforfatter, skuespilforfatter, essayist, forfatter af flyveblade, dagbogsforfatter, politiker og moralist var Victor Hugo en mand af vældige passioner og endeløse selvmodsigelser.

Victor Hugo blev født den 26. februar 1802. Hans fader, general Joseph Leopold Hugo, var søn af en tømrer, som skabte sig en karriere op gennem rækkerne i Napoleons borgerhær. Victors moder besluttede imidlertid ikke at udsætte sine tre sønner for militærlivets vanskeligheder, og bosatte sig i Paris for at opfostre dem. Madame Hugo blev sin mands kommandofører, general Lahories elskerinde, og denne blev en faderfigur for Victor Hugo og hans brødre indtil generalens henrettelse i 1812.

Victor var en strålende student, som udmærkede sig inden for matematik, fysik, filosofi, fransk litteratur, latin og græsk. Han vandt førstepræmien i en national poesi-konkurrence, da han var 17 år gammel.

Som teenager blev han forelsket i naboens datter Adele Foucher. Hans moder forsøgte imidlertid at få ham fra denne romance, idet hun mente at hendes søn skulle giftes ind i en finere familie. Da hans moder døde i 1821, afslog han at modtage økonomisk hjælp fra sin fader. Han levede i ussel fattigdom i et år, men vandt så en årlig pension på 1.000 francs fra Ludvig 18. for sin første digtsamling. Knapt tyve år gammel blev Victor Hugo en hel såvel i folkets øjne som en favorit hos statsoverhovederne. Igennem hele sin levetid spillede han en betydningsfuld rolle i Frankrigs politiske evolution fra diktatur til demokrati.

I 1822 ægtede han Adele Foucher, som blev moder til hans børn Leopold-Victor, Charles-Victor, Francois-Victor, Adele og Leopoldine.

I 1830 blev Victor Hugo en af lederne af en gruppe romantiske oprørere, som forsøgte at løsne den klassiske litteraturs greb i Frankrig. Hans skuespil Hernani, hvis premiere blev afbrudt af nævekampe mellem Victor Hugos beundrere og nedrakkere, tog et stort skridt imod et mere realistisk teater og gjorde ham til en rig mand.

Igennem de næste 15 år skrev han seks teaterstykker, fire digtsamlinger samt den romantiske historiske roman Klokkeren af Notre Dame, og etablerede sit ry som Frankrigs største forfatter.

I 1831 blev Adele Hugo romantisk involveret med en af Victors gode venner, den kendte kritiker Sainte-Beuve. Victor Hugo selv blev involveret med skuespillerinden Juliette Drouet, som blev hans elskerinde i 1833. Forsørget af en lille pension fraVictor Hugo blev Drouet hans ulønnede sekretær og rejseledsager i de næste halvtreds år.

Efter at have mistet en af sine døtre i en drukneulykke og have oplevet fiasko med sit skuespil Les Burgraves i 1843 besluttede Victor Hugo at fokusere på de voksende sociale problemer i Frankrig. Et antal andre romantiske forfattere tilsluttede sig hans voksende interesse for politik og markerede dermed begyndelsen af den realistisk-naturalistiske æra i fransk litteratur.

Victor Hugo var en moderat republikaner, som blev ophøjet i den franske adelstand i 1845. Efter revolutionen i 1848 og grundlæggelsen af den anden republik blev han valgt som deputeret til den grundlovsgivende forsamling. Tre år senere, da Napoleon 3. afskaffede republikken og genindførte kejserriget, risikerede Victor Hugo henrettelse ved at forsøge at samle Paris’ arbejdere mod den nye kejser. Hans anstrengelser mislykkedes imidlertid, og han måtte flygte til Bruxelles.

Som resultat heraf tilbragte Victor Hugo det næste tiår med familien og Madame Drouet på øerne Jersey og Guernsey. I løbet af disse år skrev han satirer om Napoleon 3., vendte tilbage til poesien og udgav adskillige romaner, bl.a. Les Misérables, som han var begyndt på år tidligere.

Da Les Misérables blev udgivet i Bruxelles i 1862, blev den en øjeblikkelig folkelig succes til trods for negative reaktioner fra anmelderne, som betragtede den som overdrevent sentimental, samt fra regeringen, som forbød den.

Efter den fransk-preussiske krig og kejserrigets fald i 1870 vendte Victor Hugo tilbage til Paris i triumf. Han blev der under byens belejring og bidrog med en del af sine royalties til at indkøbe våben. Han mistede to sønner, den ene i 1871 og den anden i 1873. Skønt han blev valgt ind i senatet 1876, fik dårligt helbred ham til at vende tilbage til Guernsey. Madame Hugo døde i 1868 og Madame Drouet i 1882.

Victor Hugo døde i 1885, treogfirs år gammel. Selv om han efterlod instruks om at hans begravelse skulle være enkel, fulgte over tre millioner tilskuere hans ligtog til Pantheon, hvor han blev begravet blandt Frankrigs store mænd. Victor Hugos død kom i slutningen af et århundrede med krig, borgerlige konflikter, brutalt undertrykte opstande som studenteroprøret i Les Misérables, og social uretfærdighed. På grund af hans tro på det godes triumf over det onde og hans forbøn for tolerance og ikke-vold blev Victor Hugo budbringeren om den nye demokratiske ånd.