Synopsis med scener og sange

 

10 år efter Fantomet på mystisk vis flygtede fra Pariseroperaen lever han nu et nyt liv i forlystelses-parken Coney Island i New
York blandt freaks og gøglere, hvor han driver varietéteatret Phantasma. Madame Giry fra Pariseroperaen er hans
forretningsfører, og hendes datter Meg optræder i Phantasma.

Christine lever nu i Paris og er en af verdens førende sopraner. Hun accepterer med begejstring en indbydelse fra impresarioen
Oscar Hammerstein om at rejse til New York og synge i et nyt operahus. Christine, hendes ægtemand Raoul og deres unge søn
Gustave ankommer til Coney Islands glitrende og strålende verden, uden at vide hvad der venter dem…

 

1. AKT

Prolog
Fantomet synger om sin længsel efter sit livs kærlighed Christine Daaé (Syng Endnu En Gang For Mig).

Scene 1. Coney Island 1907
Trioen Fleck, Squelch og Gangle introducerer publikum til Coney Island (Coney Island Vals).

Scene 2. På scenen i Phantasma
Meg Giry, Christine Daaés ven fra Pariseroperaen, optræder med sin mor Madame Giry ved sin side i Phantasma (Bare For Dig).

Scene 3. Madame Girys kontor bag scenen
Madame Giry er irriteret over at Fantomet ikke har set deres optræden, og mindes hvordan hun og Meg hjalp Fantomet med at
flygte fra Pariseroperaen.

Scene 4. På kajen i New Yorks havn
Christine, Raoul og deres 10 år gamle søn Gustave ankommer i New York og mødes af pressen. En trio af freaks ankommer i en
hestevogn uden hest på kajen for at tage imod Christine, Raoul og Gustave på Mr. Hammersteins vegne og køre dem til hotellet.

Scene 5. Hotellet
Raoul bryder sig ikke om modtagelsen (Hvilken Rædsom By), han er irriteret og vil ikke lege med sønnen Gustave, da de er blevet
indlogeret på hotellet. I stedet går han ned i hotellets bar for at mødes med Mr. Hammerstein. En af årsagerne til, at Christine har
taget imod invitationen til New York er, at Raoul har udviklet både et alkohol- og et spille-misbrug, så parret er kommet i pengenød.
Gustave bliver ked af det, fordi hans far aldrig har lyst til at lege med ham mere, og Christine forsøger at trøste ham (Se Med Din Sjæl).

Da Gustave er gået i seng, kommer Fantomet til syne, og da Christines overraskelse har lagt sig, mindes de sammen deres kærlighed
i Paris (I Nattens Dunkle Skød), og hvordan de dengang troede, at den kunne lykkes. Christine afviser, at deres kærlighed dengang har
nogen fremtid nu (Dengang I En Anden Tid). Gustave vågner med et skrig fra et mareridt og møder Fantomet for første gang. Fantomet
lover Gustave at vise ham Phantasma næste dag. Da Gustave er gået, truer Fantomet med at lade drengen forsvinde, medmindre
Christine synger for ham igen en enkelt gang i Phantasma. Han efterlader en node med en ny arie, han har skrevet til Christine. Raoul
kommer tilbage og er forundret over, at Mr. Hammerstein ikke dukkede op.

Scene 6. Bag scenen
Meg bliver overrasket, da hendes mor fortæller, at Christine skal synge i Phantasma, men hun glæder sig til at gense sin gamle veninde
fra Pariseroperaen (Min Gamle Ven). Raoul møder Madame Giry, der afslører, at Fantomet er den, der står bag Christines engagement
til at synge i Phantasma.

Scene 7. Fantomets arbejdsværelse
Fleck, Squelch og Gangle bringer Gustave til Fantomets arbejdsværelse, hvor Fantomet opdager Gustaves særlige musikalske evner.
Fantomet viser derefter Gustave Coney Islands undere, gys og gru (Vidunderlig).

Scene 8. Under Phantasma
Fantomet opdager, at Gustave er tiltrukket af det bizarre. Han fortæller Gustave, at han under al denne gys og gru skal se efter
skønheden nedenunder (Den Skønhed Der Er Gemt).


2. AKT


Scene 1. En bar
Raoul sidder på en bar og reflekterer over, at han ikke forstår Christine og hendes musik (Hvor Kan Hun Elske Mig?). Han får selskab af
Meg, der fortæller ham om sit liv på Coney Island, og råder Raoul til straks at rejse bort med Christine og Gustave for at forhindre, at
Christine synger i Phantasma om aftenen. Men Raoul siger, at han ikke er bange for Fantomet. Så snart Meg er gået, kommer Fantomet
til syne i baren, og han og Raoul indgår et væddemål (Fanden Ta’r Den Sidste): hvis Christine ikke synger samme aften, kan
Raoul frit rejse med Christine og Gustave og al gæld betalt. I modsat fald må Raoul rejse alene.

Scene 2. På scenen i Phantasma
Phantasmas konferencier-trio Fleck, Squelch og Gangle annoncerer koncerten. Før Christines optræden er indlagt et vaudeville-nummer
med Phantasmas ”bade-nymfe” Meg og korpiger og -drenge.

Scene 3. Bag scenen
Megs nummer er en stor succes (Mor, Det Gik Så Godt), og Meg bliver både ked af det og desperat, da hendes mor fortæller hende, at
Fantomet slet ikke så nummeret, fordi han var sammen med Christine.

Scene 4. Christines garderobe
Christine er ved at gøre sig klar i garderoben, da Raoul opsøger hende for at overtale hende til at aflyse. Han ligner nu den unge mand,
Christine for 10 år siden forelskede sig i, og han lover, at han fremover vil tage sig godt af hende, men at de må rejse væk straks. Raoul
forlader garderoben for at finde Gustave – Christine står tankefuld tilbage. Pludselig kommer Fantomet til syne bag Christine og forlanger,
at hun skal gøre sig fri (Fanden Ta’r Den Sidste, reprise). Hvem skal hun vælge?