P.L. Travers - Fra Bog til Scene

 

I takt med Mary Poppins

To generationers sangskrivere har samarbejdet på musicalen Mary Poppins

Walt Disney elskede musik, som alle der har set ”Fantasia” ved. Musik var også afgørende i hans ”Steamboat Willie” (1928), verdens første lydsynkroniserede tegnefilm, og det var den væsentlige berettigelse for ”75 Silly Symphonies”, der blev produceret fra slutningen af 1920erne og frem til slutningen af 1930erne. Sangene i hans første helaftens-tegnefilm ”Snehvide og de syv dværge” (1937) er blevet en del af tidens kulturelle soundtrack.

Så det er næppe overraskende, at da Disney læste Mary Poppins for første gang, kunne han høre melodierne springe ud af siderne, selv om forfatteren P.L. Travers ikke havde inkluderet sange overhovedet. De tog Disney mere end 20 år at sikre sig filmrettighederne til Poppins-bøgerne, og så snart de var i hus, henvendte han sig til et par musikere.

Robert B. Sherman og Richard M. Sherman havde arbejdet for studiet tidligere. I 1958 fik Dick og Bob, som de kaldtes, således et top-ti hit med ”Tall Paul”, som Disney havde købt til Mouseketeer Annette Funicello, som man var ved at klargøre til voksen stjerne. Kort tid derefter blev deres ”Let’s Get Together” sunget af Hayley Mills i filmen ”Forældrefælden” nummer 1 som single.

”En dag i 1960”, husker Dick Sherman, ”rakte Walt os en kopi af et-binds udgaven af de første to Mary Poppins-bøger. Han bad os læse bogen og lade ham vide hvad vi syntes. Vi vidste, at han kastede en handske, og at vi var nødt til at samle den op.”

Brødrene Sherman udvalgte seks episoder fra bøgerne og begyndte at skrive sange, hvor begge bidrog til både melodi og tekst. To uger senere vendte de tilbage til Disney med ”Supercalifragilisticexpialidocious” og tidlige versioner af ”The Perfect Nanny” og ”Jolly Holiday”, hvoraf den sidste blev den forlængede animerede sekvens for Mary, Bert og børnene. De havde også skrevet ”Feed the Birds”, som blev Walt Disneys personlige favorit lige til hans dødsdag.

I løbet af de næste tre år skrev brødrene Sherman 32 sange til Mary Poppins, hvoraf 14 kom med i den færdige film. Andre kom med andre steder.

Mary Poppins-musikken er en så nødvendig del af filmen, at det faktisk er vanskeligt at huske, at de originale historier blev udtænkt uden den. Mange af sangene i filmen fra 1964 er nu klassikere.

”Chim-chim-cher-ee” blev nomineret til og modtog en Oscar for bedste sang. Og ordet ”supercalifragilisticexpialidocious” er kommet med i ordbogen. Samtidig i England (filmens stjerne Julie Andrews’ hjemland) forelskede en ung mand ved navn Cameron Mackintosh sig i Disneys film. Mackintosh er senere blevet en af teaterhistoriens mest legendariske producere og har, blandt meget andet, produceret de tre længst-spillende Broadway hits gennem tiderne: The Phantom of the Opera, Cats og Les Misérables.

”Jeg var lige kommet ud af skolen”, husker Mackintosh. ” Marys person var så usædvanlig, at jeg aldrig glemte hverken hende eller brødrene Shermans vidunderlige sange. Nysgerrig nok til at læse den oprindelige bog blev jeg overrasket over at opdage, at der var flere af dem og mange flere historier, personer og eventyr end dem i filmen.”

I 1970erne havde Mackintosh indledt sit personlige korstog efter scenerettighederne til Poppins-bøgerne, en idé andre havde forfulgt og fortsat forfulgte i adskillige tiår. Mackintosh kom ingen vegne førend 1993, da det lykkedes ham at møde den da 93-årige Travers og overtale hende til at give sit tilsagn til en musical ”skabt ved at kombinere hendes historier med hovedingredienserne og sangene fra filmen.”

Thomas Schumacher, der i dag er præsident og producer for Disney Theatrical Productions, noterer sig at tanken om Mary Poppins som musical først kom frem i 1965 af Dick Van Dyke i et radio interview. Cirka 20 år senere legede Michael Eisner, som blev Disneys øverste direktør i 1984, med ideen om en efterfølger til Mary Poppins (og bestilte endog et manuskript hos Travers selv). Men efter teaterversionen af ”Beauty and the Beast” havde haft premiere i 1994, røg en teaterproduktion af den originale Poppins til tops på udviklingslisten for Disneys nye teaterdivision.

Da The Walt Disney Company nu havde nogle af rettighederne og Mackintosh andre, var der mange der troede, at en musicalversion af Mary Poppins aldrig ville blive til noget. Schumacher og Mackintosh vidste imidlertid, at deres passion for værket ville drive projektet fremad.

Mackintosh ønskede at bearbejde de samme historier fra Poppins-bøgerne, som interesserede Schumacher og hans kreative hold hos Disney. Og således, helt uden bagscene-drama, blev de to partnere i en co-produktion af Mary Poppins.

”Fordi filmen var lavet i Amerika,” siger Schumacher, ”ville P.L. Travers’ bo have at musicalen skulle laves i England, ligesom bøgerne var. Heldigt for Mackintosh kendte han størstedelen af musikteater-musikerne, og to af dem, George Stiles og Anthony Drewe, havde i mellemtiden hørt at en teaterversion af Mary Poppins kunne være under opsejling.

På nogenlunde samme måde som Sherman-brødrene havde skrevet ”Feed the Birds”, tog Stiles og Drewe bøgerne og skrev selv nogle sange på ren ”mistanke”, deriblandt én der hed ”Practically Perfect”. Hvad de ikke vidste var, at brødrene Sherman havde skrevet en sang med samme titel til filmen, men med en ny tekst var den blevet til Mrs. Banks’ ”Sister Suffragette”.

Nu traf det sig sådan, at Stiles og Drewe begge i årevis havde været fans af Sherman-brødrene. Den første sang som Stiles som 6-årig prikkede ud på klaveret var deres titelsang til ”Chitty Chitty Bang Bang.” Drewes første oplevelse af deres musik var ”The Jungle Book”. ”Mange år senere”, fortæller Drewe, ”da jeg mødte Dick Sherman, fortalte jeg ham at jeg kendte filmen så godt at jeg kendte alle de lyde som Phil Harris laver, når bjørnen Baloo synger scat med Louis Primas orangutang i ”I Wanna Be Like You”. Jeg begyndte at lave dem, og det blev et utroligt øjeblik for mig, da Dick faldt ind og sang sammen med mig!”

Sproget i Sherman-brødrenes musik til Mary Poppins havde de hentet i den engelske varietés vaudeville-tradition (en populær underholdningsform, inden for hvilken en ung pige ved navn Julie Andrews havde sine første optrædener). ”På en måde”, siger Stiles, ”var det at have et par briter til at arbejde med partituret som at bringe musikken hjem.”

Med Sherman-brødrene ved hånden gik Stiles og Drewe i gang med bøgerne, først uden manuskript (som de to Shermans også havde gjort), og senere med manuskriptforfatteren Julian Fellowes. De skrev adskillige sange til det nye materiale fra bøgerne og den reviderede handling, blandt dem ”Being Mrs. Banks”, ”Brimstone and Treacle” og ”Anything Can Happen”. Derudover skulle nogle af Sherman-brødrenes sange udvides og flyttes til nye dramatiske sammenhænge.

”Walt Disney lavede hovedsageligt ikke filmmusicals,” siger Schumacher, ”men snarere film med musik. Mary Poppins-filmen var begge dele. Den begynder, for eksempel, med ”Sister Suffragette”, som intet har med handlingen at gøre.”

Hvad angik scene-musicalen var Schumacher og Mackintosh enige om, at de ville følge det moderne musikteaters diktat, i henhold til hvilket sange eksisterer for at bringe handlingen videre, afdække karakter og sætte stemning, ikke blot som underholdning, uanset hvor underholdende de måtte være (som fx ”lattergas” teselskabet i filmen).

Nogle af Sherman-brødrenes sange skulle også forlænges for at passe til andre konventioner inden for Broadway musicals. ”Supercalifragilisticexpialidocious” varer for eksempel mindre end to minutter i filmen. På scenen er det et stort produktionsnummer. Sange blev også udskiftet af æstetiske årsager. Da ”Practically Perfect” erstattede ”Spoonful of Sugar” som den første sang Mary synger for Jane og Michael i børneværelset, blev en ny placering for ”Spoonful” fundet, og hele nummerets karakter blev ændret, bortset fra melodien. ”Supercalifragilistic” blev i mellemtiden en lektion for børnene i ordenes magt. ”Hele ideen med at stave ordet,” husker Schumacher, ”var George og Anthonys.”

I sidste instans var ”drengene”, som Cameron Mackintosh kaldte Stiles og Drewe, de perfekte samarbejdspartnere for brødrene Sherman. ”I slutningen af processen,” siger Dick Sherman med en kluklatter, ”var det ind imellem vanskeligt at huske hvem der havde skrevet hvad og hvornår.” Og Bob Sherman har sagt at ”Temper, Temper” nu er hans favoritsang i partituret, inklusive de sange han selv har skrevet.

På det tidspunkt, da musicalen Mary Poppins havde premiere, var mere end 50 procent af musikken ny, og en væsentlig større del af sangteksterne. ”En af de store glæder ved denne proces,” siger Stiles, ”har været vores forbindelse med Sherman-brødrene. De er en livslektion i åndens generøsitet, at lade to nye sangskrivere komme ind og rode rundt i deres største værk.”

Mackintosh har venlige ord til alle fire sangskrivere. ”George og Anthony har behandlet Sherman-brødrene med total respekt og har ærligt og oprigtigt givet sig selv den opgave at hæve deres eget skrivearbejde til at matche det niveau, som deres helte havde opnået. Hvad angår Robert og Richard, så anerkendte de straks dette og var de første til at påskønne det.” Og således resulterede et sangskriver-samarbejde mellem to generationer i en splinterny Broadway-musical.

Fra en artikel i Playbill skrevet af Michael Lassell.

Jeg har aldrig skrevet for børn

 

af P.L. Travers

Uddrag af en artikel oprindelig trykt i
New York Times Magazine 2. juli 1978

 

<font size="2" face="Verdana,Arial,sans-serif">For ikke så længe siden blev jeg spurgt af en amerikansk journalist, der var ved at skrive en bog om børnebøger, om mine ”generelle tanker om litteratur for børn, mine hensigter og formål, og hvad der havde ledt mig til det område”. Ærlig talt, det gjorde mig helt perpleks. Jeg havde ingen tanker, generelle eller specifikke, om litteratur for børn, og jeg startede ikke op med hensigter eller formål. Jeg kunne ikke sige, at noget jeg havde gjort overhovedet var planlagt eller udtænkt. Det skete bare. Derudover fortalte jeg ham, at jeg slet ikke var sikker på at jeg var inden for samme område som ham, om end børn over hele verden har været så venlige at læse hvad jeg skriver. Jeg sagde, at jeg var af den stærke overbevisning at jeg ikke skrev for børn overhovedet, at den tanke overhovedet ikke var faldet mig ind.</font>

<font face="Times New Roman"> </font>

<font size="2" face="Verdana,Arial,sans-serif">Intet af hvad jeg har skrevet før Mary Poppins har haft noget som helst med børn at gøre, og jeg er altid gået ud fra, hvis jeg endelig tænkte over det, at hun er kommet ud af samme kilde som den poesi, de myter og legender der har optaget mig hele mit skrivende liv.</font>

Til toppen