Om forestillingen

 

En musical baseret på P.L. Travers’ fortællinger og Walt Disney-filmen

Original musik og sangtekster af
Richard M. Sherman og Robert B. Sherman
Manuskript af Julian Fellowes
Nye sange og supplerende musik af
George Stiles og Anthony Drewe

Forestillingen iscenesættes af Lisa Kent, og scenografien skabes af Terry Parsons. Lisa Kent og Terry Parsons samarbejdede også på opsætningen af Disneys Beauty and the Beast på Det Ny Teater. Anne Suppli spiller og synger titelrollen som Mary Poppins, og i alt medvirker mere end et halvt hundrede skuespillere, sangere, dansere og musikere.

Hele Det Ny Teaters tekniske apparat, magi og illusion er sat ind for sammen med overdådige dekorationer, spektakulære dansenumre og mere end 300 fantastiske kostumer at skabe en eventyrlig og magisk teateroplevelse for alle fra 7 til 107 år.

Musicalen Mary Poppins, der havde danmarkspremiere på Det Ny Teater i januar 2010, havde verdenspremiere i West End i London i 2004 og premiere på Broadway i 2006. Her spiller den fortsat med stor succes.

Musicalen indeholder naturligvis alle de kendte sange fra filmen,
hovedpersonerne og den grundlæggende handling.

Lad fantasien flyve!
Genopdag familiens kraft, ungdommens glæde og de uudslettelige minder,
der vækkes til live på Kirsebærvej.

Vi er i London i begyndelsen af 1900-tallet.
Mr. og Mrs. Banks har for travlt til at tage sig af deres to børn.
De ansætter derfor barnepigen Mary Poppins, der på magisk vis ankommer som sendt fra himlen. Hun viser sig også snart ikke at være nogen helt almindelig barnepige, men et eventyrligt væsen, der kan trylle og fortrylle. På forunderlig vis ændrer Mary Poppins familien Banks’ tilværelse for altid.

En festlig og underfundig, charmerende og opløftende forestilling
– endnu en ny, international mega-produktion på Det Ny Teater