Fiktionens og virkelighedens Anna

Handlingen i The King and I er baseret på Margaret Landons roman ”Anna and The King of Siam” fra 1944 om Anna Leonowens, der blev lærerinde for de kongelige børn i Siam i 1863.

Romanen er baseret på Anna Leonowens to erindringsbøger, den første fra 1870: The English Governess at the Siamese Court – med undertitlen: Being Recollections of Six Years in the Royal Palace at Bangkok. (Den engelske guvernante ved det siamesiske hof – erindringer fra seks år i det kongelige palads i Bangkok. ) I 1873 kom så “The Romance of the Harem”, der blandt andet rummer historien om Tuptim. Det siamesiske hofs intriger og ældgamle ritualer beskrives fabulerende og farverigt. Kongen er en både fascinerende men også grusom mand fuld af lidenskab, der ikke tøver med at torturere sine fjender eller kvinder, der ikke behager ham. Bøgerne blev i den vestlige verden mere eller mindre accepteret som den skinbarlige sandhed – uanset talrige protester fra det daværende Siam. Man korrigerede både helt elementære fakta så som at Anna Leonowens ikke var guvernante, men blot de kongelige børns engelsklærer – og hun var ikke ansat i 6 år – men i 5. De vilde påstande om kongens grusomhed brød man sig heller ikke om; kongen smed ikke de hustruer, der ikke behagede ham i mørke fangekældre. I tilfældet med den unge pige Tuptim påstår Leonowens, at pigen forelskede sig i en munk, hvorefter kongen underkastede dem begge tortur og derpå brændte dem levende på bålet i fuld offentlighed. En begivenhed Anna selv påstår at have overværet. 

I 1944 udgav så den amerikanske forfatterinde Margaret Landon romanen “Anna and the King of Siam”, der er baseret på begge Anna Leonowens’ erindingsbøger. Bogen blev øjeblikkeligt en bestseller, og Hollywood filmatiserede den i 1946. Historien var dog lang fra udtømt med dette. Det succesfulde musical-komponistpar Rodgers & Hammerstein lod sig inspirere af såvel fortællingen som filmen og åbnene i 1951 på Broadway med musicalen The King and I, der i 1956 blev filmatiseret. Både forestilling og film blev forbudte i Thailand. Årsagen hertil var en paragraf i den thailandske censurlov fra 1930, der forbyder filmproducenter at portrættere Thailands monarki på respektløs vis. Filmen fra 1956 blev forbudt på grund af ”historiske og kulturelle forvrængninger”, som var faldet thailanderne for brystet.

I 1999 blev Margaret Landons roman endnu en gang filmatiseret, denne gang med Jodie Foster i rollen som Anne. Man var opmærksomme på problemet med den stærkt kritiske indstilling fra den thailandske regerings side, og manuskriptet blev gennemskrevet fem gange for at opnå deres godkendelse. Der vedblev dog med at være for meget Hollywood og for lidt virkelighed i historien, så optagelserne blev henlagt til Malaysia og filmen forbudt i Thailand.

Men hvem var hun så egentlig denne sælsomme engelske lærerinde, om hvem vi med sikkerhed ved, at hun rent faktisk opholdt sig ved det siamesiske hof i årene 1862-67 og underviste kongens børn. Hun påstod selv, at hun var født i 1834 som datter af en engelsk kaptajn i hæren, Thomas Crawford. Nu er Anna Leonowens jo ikke ligefrem den første kvinde i historien, der har løjet om sin alder. Det virkelige årstal skulle være 1831. Men hendes far var tilsyneladende heller ikke kaptajn i hæren. Han var møbelsnedker og hed Thomas Edwards. Han meldte sig til hæren, men blev dog kun sergent. Faderen døde allerede før lille Anna blev født. Moderen giftede sig senere med en korporal i hæren. Anna havde en ældre søster, Eliza, der giftede sig med en tidligere officer i 1845 og fik en søn, der – som et lille kuriosum - senere blev far til Hollywood gyser-stjernen Boris Karloff.  Tilbage til Anna. Hun påstod i sine bøger, at hun selv giftede sig med Thomas Leon Owens, en officer i den britiske hær i 1849. Det viser sig dog, at Thomas Leon Owens i virkeligheden havde et civilt kontorjob og intet med hæren havde at gøre. Han bestred et ydmygt job i hotelbranchen, da han pludselig dør i en alder af 33 og efterlader hende som enke og mor til to små børn, pigen Avis og drengen Louis. Ved hans død skifter hun efternavn til Leonowens – det er det navn, der fremgår af hans dødsattest. Muligvis en skrivefejl fra de lokale myndigheders side – men det falder i hendes smag og hun bærer det resten af livet. Anna forsøger at starte en skole for at kunne forsørge sig selv og børnene, men uden den store succes. Hun får så et tilbud fra den siamesiske konsul i Singapore om at blive den nye engelsklærerinde for kong Mongkuts børn ved hoffet i Bangkok. Anna har desperat brug for pengene. Hun sender sin datter tilbage til England og tager kun sønnen Louis med til Siam. Man er ikke helt klar over begrundelsen for at datteren sendes til England; muligvis har det at gøre med det kvindesyn, Anna Leonowens har været klar over herskede ved det Siamesiske hof. Men man ved det ikke. I fem år tjener hun som lærer ved kong Mongkuts hof. Mongkut er den dag i dag en højt respekteret konge i Thailand. Han skulle have været et fascinerende menneske, der både ønskede at forny sit rige og samtidig var rundet af ældgamle traditioner. Kongen var i virkeligheden et dybt religiøst menneske, der havde levet i 27 år som munk, før han som 47-årig besteg tronen i 1851. Han må dog have været både viril og from, for det lykkedes ham dog ikke desto mindre at blive far til ikke færre end 82 kongelige børn med to dronninger og 23 andre hustruer. Mongkut gjorde meget for at indføre moderne videnskab og teknologi til Siam, hvilket man stadig husker ham for.

Det er svært at sige hvor nært et forhold der rent faktisk bestod mellem kongen og Anna. At forestille sig, at det har haft ligefrem romantiske undertoner, er ifølge moderne kilder næppe sandsynligt.  Men at hun må have haft en vis betydning kan ses af det faktum, at kongen nævner hende i sit testamente. Anna Leonowens egentlige afrejse fra Bangkok havde intet at gøre med Mongkuts død, men hun var dog i færd med at forhandle en forlængelse af sin ansættelse, da kongen pludselig blev syg og døde. Mongkuts søn Chulalongkorn blev ligesom sin far en meget populær konge, der regerede frem til sin død i 1910. Han traf efter sigende sin gamle lærerinde, Anna Leonowens i London i 1897, tredive år efter hun havde forladt Bangkok, og skulle ved den lejlighed have takket hende for deres tid sammen. Og det er ganske vist – præcis som i forestillingen – at Chulalongkorn ændrede en række af Siams gamle love, herunder den, der krævede at kongens undersåtter faldt på knæ for kongen for at vise underdanighed. Han ophævede også slaveriet i Siam.

Anna kom efter Siam til USA og arbejdede efter udgivelsen af hendes første bog som lærer på Berkeley School i New York City i begyndelsen af efteråret 1880. Hendes navn findes i annoncer for skolen i New York Times i sensommeren 1880. Senere flyttede hun til Halifax, Nova Scotia i Canada, hvor hun blev involveret i uddannelsen af kvinder, var kvindesagsforkæmper og en af grundlæggerne af Nova Scotia College of Art and Design. Senere flyttede hun til Montreal, hvor hun døde 80 år gammel den 19. januar 1915 og blev begravet på Mount Royal Cemetery.

 Adam Price