Pariseroperaen

Alle, der kender til forholdene i et stort operahus, kan bekræfte, at det bygningsmæssigt er en mærkværdig labyrint af gange og korridorer, hvor det overalt myldrer af liv.

Pariseroperaen fra slutningen af det 19. århundrede var ingen undtagelse. Det var her, Gaston Leroux henlagde handlin gen i sin roman "The Phantom of the Opera". Den gigantiske bygning, opført 1861-75 efter tegninger af arkitekten Charles Garnier, blev snart hjemsted for intriger og rygtesmederi.

Fra primadonnaen til scenearbejderen søgte alle at skaffe sig indflydelse, at forsvare sine positioner i kampen for at vinde nye, koste hvad det ville. På den tid, da romanens handling fandt sted, havde operaen mere end 1500 ansatte. Den havde egne stalde med hvide heste til disposition for personalet. I vore dage har operaen mere end 1000 ansatte og huser desuden 2 balletskoler.

Pariseroperaen nåede et højdepunkt i det attende århundrede. Efter den franske revolution fik operaen sin førende position i Paris af Napoleon under 1807-reformerne. Salieri var givetvis den mest spillede komponist på den tid. Hans musik var endnu på repertoiret, da handlingen i Leroux' roman udspillede sig. Salieri fejrede sine største triumfer i Paris med Les Danaïdes (1787) og Tarare (1784). Det er interessant, at Mozart begyndte sit samarbejde med Da Ponte efter dennes store succes med Salieri i Frankrig. Mozarts musik blev faktisk først spillet på Pariseroperaen i begyndelsen af 1800-tallet og da kun i bearbejdet form. Salieri blev hyldet som den selvfølgelige arvtager efter Gluck, operaens store komponist i slutningen af det 18. århundrede. Glucks musik fik stor indflydelse på Salieri. Men måske var det Meyerbeer, der fik den største betydning for operaen.

Hans grandiose operaer var mesterlige potpourrier af alle mulige elementer. Hans musik var let tilgængelig, hans karakterskildring brillant understøttet af flot orkestrering, og han elskede at inddrage sceniske effekter. Selv blev jeg forbløffet over at erfare, at med opførelsen af Le Prophéte i 1849 blev rulleskøjteløb indført på scenen - og elektrisk lys. Pariseroperaen har altid sat en ære i at være først med det nye.

I Aladdin (1822) af Isouard introduceredes gaslys på scenen.

Herskeren over det hele var operaens chefscenograf Ciseri. Spektakulære optrin betød alt. I forordet til Cromwell (1827) skrev Hugo, at "scenen skal så fuldstændig som muligt illudere den virkelige verden". Pariseroperaens fremstilling af Vesuvs udbrud blev legendarisk - man brugte rigtige sten. Alene titlerne på operaerne fortæller alt: Le Siëge de Corinthe (Rossini), La Muette de Portici (Auber), Robert le Diable (Meyerbeer) og naturligvis Gounods Faust - den opera, der er baggrunden for Leroux' roman. Pariseroperaens popularitet skyldtes ikke mindst balletten. Den gjorde sædvanligvis sin entré i begyndelsen af 3. akt. Herrerne kunne så nå at spise middag, inden de ankom til teatret i rette tid til at tage de unge danserinder i corps de ballet i øjesyn. Wagners Tannhäu-ser vakte vældig furore hos Jockey klubbens medlemmer, fordi balletten kom så tidligt, at de ikke kunne nå at spise forinden.

Pariseroperaen lever videre stort set som den beskrives i romanen. Hele bygningen har et grundareal på 1,2 hektar, og man kan få en idé om, hvilket kæmpekompleks der er tale om, når man betænker, at selve teatersalen kun udgør en femtedel. Operaen har mere end 17 etager, af hvilke 5 ligger under sceneniveau. Staldene eksisterer endnu. Desuden findes et monument over La Carlotta. Men hvad vigtigere er: der findes virkelig en sø under bygningen. Den er en betydningsfuld del af bygningskonstruktionen, idet vandstanden fungerer som regulerbar ballast, afhængig af scenens belastninger 7 etager ovenover.

- Andrew Lloyd Webber